
Rent vand er ikke nok. Mikro- og nano-teknologi kræver ultrarent vand. Det koster både penge og energi. Nu vil forskere bruge naturens egen model til at gøre det billigt og energivenligt. Højteknologifonden bevilger ti millioner kroner til forskningsarbejdet.
Mennesker kan klare sig med rent vand. Computerchips kræver ultrarent vand. Almindeligt drikkevand indeholder nemlig både salte og partikler, som udgør fejlkilder, når der skal produceres chips til computere.
- Hvis der er små urenheder i vandet, så betyder det mindre udbytte. I stedet for 100 procent korrekt fungerende chips får man måske kun 80 procent eller mindre.
Derfor må man bruge ultrarent vand, forklarer Oliver Geschke, lektor på Institut for Mikro- og nanoteknologi ved DTU i Lyngby.
Til gengæld er prisen pr. liter ultrarent vand tårnhøj.
- Vi vil lave en teknologisk løsning, som er både billig og energivenlig: absolut rent vand for få penge, siger Oliver Geschke, som er en del af holdet bag forskningsprojektet, som støttes af Højteknologifonden.
Forskerne vil bruge naturens egen teknik til at gøre arbejdet. Midlet er et molekyle, som udelukkende transporterer vand – en såkaldt aquaporin, som findes i alle levende organismers celler i form af proteinet aquaporin.
Det er netop lykkedes forskerne at fremstille en meget lille aquaporin-membran. Men projektet stiler mod egentlig industriel fremstilling af ultrarent vand, så der i stedet for mikroliter kan fremstilles hektoliter.
Forskningen i ultrarent vand rummer opgaver inden for mange områder. Det er derfor et meget tværfagligt hold, der står bag. Samtidig er både akademiske institutioner og industrien med for at sikre koblingen mellem udvikling og kommerciel anvendelse af den nye teknologi.
På Danmarks Tekniske Universitet er det ikke mindre end tre afdelinger med i projektet: Institut for Mikro- og Nanoteknologi, Institut for Fysik og Institut for Kemiteknik. Syddansk Universitets Institut for Fysik og Kemi i Odense samt virksomhederne AQUAporin i Lyngby og Novozymes i Bagsværd deltager også.
Kontaktinformation til projektets parter:
Danmarks Tekniske Universitet
Niels Freese, tlf,: 45 25 6329,
Oliver Geschke, tlf.: 45 25 63 01
Sydddansk Universitet
Ole G. Mouritsen, tlf.: 65 50 35 28
AQUAporin
Peter Holme Jensen, tlf.: 28 10 52 72
Novozymes
Thomas Scchäfer, tlf.: 44 46 05 81
